Kom “backstage” med SPOT:ON Club – Smukfest og legekammeraterne

Sommerens mange festivaler og live events er ved at være overstået. SPOT:ON Club har i år været med på Smukfest, og i samarbejde med Kasper Sandfeldt Bjergbæk, kommerciel chef hos Smukfest, fik vi lov at afholde ”SPOT:ON Meeting Point” i VIPPEN. Her havde medlemmerne af SPOT:ON Club, som også havde fundet vej til dette års Smukfest, eksklusiv mulighed for at mødes til netværk og hyggeligt samvær. 

Udover vores egne oplevelser og iagttagelser på Smukfest har vi fået en snak med Kasper om deres samarbejde med deres kommercielle partnere, som de selv kalder for ”legekammerater”. Nedenfor kan du læse et uddrag af de spørgsmål og svar, som der kom ud af snakken med Kasper under dette års Smukfest i VIPPEN.

Du virker meget rolig og afslappet her midt under Smukfesten? Hvad er din rolle og arbejdsopgaver under selve festivalen?

Først og fremmest har vi jo brugt et helt år på at planlægge og forberede os til denne uge. Og samtidig har vi i alt 14.000 frivillige medhjælpere, der nøjagtigt kender deres rolle i forhold til afviklingen. 

Min største arbejdsbyrde ligger tidligere på årshjulet, når vi sætter de strategiske rammer og indgår partnerskabsaftaler – hvilket betyder, at jeg er forholdsvis afslappet nu, hvor det går løs med knap 55.000 gæster i skoven. Simpelthen fordi det hele er skemalagt, og fordi vi ’bare’ skal følge vores eksekveringsplaner.

Min egen rolle er, overordnet set, at sikre, at alle vores brand aktiveringer på pladsen forløber, som de skal – at vores legekammerater får leveret, det de skal (og lidt til … ) samtidig med, at hele hospitality delen fungerer. Og så er min rolle også at være synligt tilstede selv for at tage imod vores legekammerater og deres gæster.

Hvilke nye kommercielle partnerskaber har I indgået i år? Og hvordan er de blevet aktiveret?

Vi har indgået en håndfuld nye partnerskaber her til Smukfest 2018 samtidig med, at vi har forfinet og udviklet på de eksisterende partnere. Af de nye partnere kan jeg fremhæve f.eks. AURA Energi, som fremover skal levere grøn energi til os og være med til at udvikle nye innovative energiløsninger til gavn for Smukfest og for miljøet.

Aftalen med AURA Energi kom i stand kun et par måneder før festivalen, men vi nåede at planlægge aktivering omkring indkøb af grøn strøm til Smukfest (ca. 375.000 kwh) og PR i den forbindelse, eksponering af AURA Energi på vores ca. 60 lademøbler til mobiltelefoner fordelt i skoven, hvilket i øvrigt var et samarbejde med en af vores andre partner, nemlig Telia. Dvs. populært sagt, sørgede Telia for fri opladning – med strøm fra Aura Energi. 

Desuden aktiverede Aura Energi, som noget nyt i vores såkaldte ’bagområder’, hvor vores eget EL-hold har ca. 300 elektrikere tilknyttet under festivalen. Her var AURA Energi synlig ift. at positionere sig over denne målgruppe, hvilket er interessant for AURA Energi bl.a. i relation til fremtidig rekruttering etc.

Af de mere skæve tiltag kan nævnes vores Power Tool Race, der handler om race på lukket bane med kreativ ombygning af EL-værktøj. Her var AURA Energi ligeledes (oplagt) synlig.

Og endelig benyttede AURA Energi vores ellers udsolgte billetter til brug i konkurrencer m.m. på deres SoMe kanaler lige op til festivalen.

Er der en eller flere brand aktiveringer, som du især ønsker at fremhæve?

Jeg bliver nødt til at nævne Dynaudio, som også var en ny partner i år. Dynaudio etablerede et mobilt studie på vores camp: Kærligheden. Her bor der ca. 13.000 unge i 8 døgn, og med Dynaudios mobile studie fik vi etableret en hel ny måde at opleve musik på. Nemlig ved live indspilning af et track. Dynaudio fik bygget et studie med store glasruder ind til artisterne og byggede højttalere udenpå studiet, så publikum kunne sidde og følge med i live indspilning af musiknummer. Det er en unik måde at bringe sit brand i spil på – både overfor slutbrugerne (publikum) – men også overfor en hel musikbranche, som Dynaudio også har som målgruppe ift. højttalere i musikstudier. Og samtidig fik Dynaudio produceret masser af fedt og unikt indhold til deres SoMe platforme, imens vi fik god underholdning til vores gæster på Kærligheden.

Tjek Dynaudio case video her.

Var der nogle brand aktiveringer, der ser ud til at fungere bedre end forventet?

Jeg – og vi – var meget positivt overraskede over Dynaudio casen, og hvor godt der blev taget imod den fra artisternes side. Når atisterne selv køber ind på projektet, så ved man, at man har fat i noget.

Desuden aktiverede vi nogle nye loger i trætoppen (syv meter oppe!) foran Bøgescenen sammen med Royal Unibrew. Her kunne publikum vinde ophold i træloge for 5 personer under en hel koncert. Med fri bar naturligvis og værter/værtinder til at sørge godt for én. Logerne blev mildt sagt godt modtaget af vores gæster, og mon ikke vi sætter dem op igen næste år.

Telia aktiverede også deres aftale med udvikling af helt ny App: Telia Locator – som hjælper gæsterne med at finde deres venner og telt. App’en blev benyttet af +10.000 af vores gæster, og det indfriede så rigeligt vores og Telia’s forventninger. 

Kan du fortælle om, hvordan jeres ”legekammerater” udnytter hospitality-mulighederne?

Vi har et godt samarbejde med Michelin-restauranten Frederikshøj i Aarhus. Frederikshøj lukker deres restaurant i uge 32, hvor de i stedet kommer ned til os og laver mad til vores legekammerater.

Vi kører et koncept med, at vores legekammerater – og kun dem – kan købe pladser i VIPPEN, hvor der så bliver serveret 3 retters menu med tilhørende vinmenu fra Frederikshøj. Vi har knap 2.000 spisende gæster igennem VIPPEN i år, og derudover er der adgang til VIPPEN’s udeområde under hele festivalen, hvor vi har DJ på samt egen bar.

Mange af vores legekammerater benytter vores hospitality muligheder til kunde-arrangementer, og i den forbindelse har vi også et helt team af VIP-guider, der arrangerer rundvisninger på pladsen, hvor der også er indlagt besøg backstage m.m., således at vores legekammerater og deres kunder får særlige ’money can’t buy’-oplevelser.

Har du et par gode råd til de virksomheder, der overvejer at blive kommerciel partner på en festival?

 Ja – Kom forbi og oplev festivalen!

Det er min erfaring, at det er vigtigt, at man selv har været på festivalen for at forstå det univers, som man skal arbejde med. Og her tænker jeg på alt lige fra infrastruktur, logistik, pladsindretning og design til at forstå, opleve og føle stemningen, ‘ånden’ og publikum på pladsen. Det er netop på festivaler, at hardcore tal/data, KPI’er etc. kan kobles med de mere bløde emotionelle værdier. Og det er præcis dét, som gør det interessant at arbejde med kommercielle partnerskaber på festivaler.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores insight

Modtag nyheder, cases og artikler 2-4 gange årligt fra Gersdorff Research.